Danske Veteraner kæmper for Ukraine, fordi de ikke kan lade vær

Fra Politiken i fredags. Indlægget handler om, hvad det er ved situationen i Ukraine, som i den grad har fået så mange danske veteraner op af stolen.Læs teksten her: Da Putin slap sin hær løs på Ukraine, tog det verden med bukserne nede. Efter chokket fulgte vrede, som snart blev ledsaget af beundring, da ukrainerne nægtede at lade sig knække og i stedet begyndte at fylde landevejene med brændende russisk panser.For mange af os begyndte et spørgsmål snart at køre rundt i hovedet: Hvad kan jeg gøre? Natten mellem den 25. og 26. februar lagde tidligere oversergent Martin Mann en video med sig selv på Facebook, der havde et simpelt budskab til alle soldater og veteraner derude: Så, drenge, det er nu, vi træder til.I første omgang ønskede Martin Mann selv at gøre det ved at hjælpe de herboende ukrainerne, som ville ned for at forsvare deres land i en ulige kamp mod overmagten. Det var der mange andre, der også gerne ville. Folk sprang lynhurtigt til, og allerede efter et par dage var der blevet indsamlet et bjerg af uniformsgenstande og udrustning, som indtil da havde samlet støv i skabe rundt om i landet.MEN EN TING er muligheden for at kunne tage støvler og hjelm på, når du skal i krig. For ligesom deres landsmænd derhjemme er de herboende ukrainere drevet af et brændende ønske om at ville kæmpe for deres land, men til gengæld har de færreste af dem nogensinde haft et gevær i hånden. Sideløbende med indsamlingen af udrustning begyndte de danske veteraner derfor at hive noget andet, men lige så brugbart frem fra bunden af skabet: deres soldaterfærdigheder.For du bliver ikke professionel soldat efter et todages kursus på en mark i Jylland. Men med tanke for, hvad der venter ukrainerne dernede, er det stadig bedre end slet ingenting. Derfor er der med kort varsel blevet stablet kurser på benene, hvor veteraner med erfaring fra Balkan, Irak og Afghanistan underviser dem i taktisk førstehjælp og basale soldaterfærdigheder.Der har i alle dele af samfundet været en enorm lyst til at gøre noget godt for Ukraine, men som veteran har det især været rørende at se, hvor stor denne har været blandt andre tidligere og nuværende soldater. Hos mange havde den ulmet lige siden invasionens start, og manglede sådan set blot en gnist.EFTER at have set Martin Manns video brugte jeg da også selv de næste to dage på at køre rundt og indsamle grej sammen med ham, imens han sad på passagersædet og forsøgte at holde styr på de mange, som tilbød grej eller meldte sig under fanerne som instruktører. Andre ville gerne lægge hus til. Eller give mad. Eller donere penge. Og alt muligt andet.Det fantastiske ved alt dette er, hvor decentralt og spontant det hele er opstået. Trangen til at hjælpe er stærk og til stede overalt i veteranmiljøet, og landet over spruttede der på nul komma fem forskellige initiativer op uafhængigt af hinanden. Jeg har ikke længere styr på dem alle; det er der vist ingen, der har.Selvstændige bobler mødte dog hinanden og smeltede sammen. Flere af landets butikker med militærgrej var gået sammen om at indsamle og donere ting til ukrainernes krigsindsats, og snart kom et samarbejde op at køre med Martin Manns afdeling, der på få dage var vokset til en egentlig organisation. Logistikken blev koordineret, rollerne fordelt og opgaverne uddelegeret – ligesom vi kender det fra militæret.Samtidig begyndte noget andet at røre på sig. Fra første færd har der været folk i veteranmiljøet, som gik med et brændende ønske om at bruge deres soldaterevner til at bidrage aktivt til den ukrainske krigsindsats. Adspurgt om dette på et pressemøde få dage efter invasionen svarede statsminister Mette Frederiksen, at hun ikke mente, der var noget juridisk til hinder for det. Og da Ukraine officielt oprettede en international brigade af frivillige, blev der skabt en egentlig ramme, de kan indgå i.Nogle er allerede kørt derned og har meldt sig, men der har også været snak om at skabe et mere samlet dansk bidrag. Det er endnu uvist, om det kommer til at ske. Det kan dog være, at vi inden længe står i den historiske situation, at der er findes et eller flere kontingenter af danske frivillige i et andet lands hær, som udenom den danske stat – men med dens billigelse – kæmper aktivt i en europæisk konflikt.Men hvorfor er der egentlig en så massiv lyst til at hjælpe blandt danske veteraner – hvad enten det er herhjemme eller aktivt på den ukrainske slagmark? For mange fredelige danskere kan det sidste nemlig virke som en voldsom og uforståelig beslutning. Her kan det måske være nærliggende at tro, at disse veteraner nok har båret rundt på en krigsliderlighed i kroppen, som de nu endelig har fundet et udløb for.Det, tror jeg nu ikke, er tilfældet. I stedet vil jeg pege på følgende:Først og fremmest deler vi den afsky, som de fleste danskere instinktivt føler ved at se en bølle tryne den lille mand. Som en småstat har vi selv prøvet noget lignende i tidens løb, så det pis gider vi sgu ikke se.Denne retfærdighedssans, tror jeg, er ekstra stærk hos mange veteraner – ja, for mange var det jo en af årsagerne til, at vi valgte at blive soldater til at starte med. Men mange af os har tilmed set krig og uretfærdighed på førstehånd under fjerne himmelstrøg, og den slags kan gnave i dig mange år. At det nu finder sted på storskala i vores europæiske nabolag, ripper op i gamle sår og får os til at se rødt.Jeg ved fra mig selv og andre, at vi siden invasionens start nærmest ikke har kunnet være i os selv, og mange har været på nippet til at gribe det nærmeste haveredskab for at smutte ned og pande russerne én – inden de trak vejret en ekstra gang, kom til at tænke på, hvordan konen ville reagere, og deres dårlige knæ. Derfor donerede de i stedet noget grej og meldte sig som førstehjælpsinstruktører.Hvad enten du hjælper til herhjemme eller dernede fra, kommer man ikke udenom, at du som soldat er blevet trænet til andre ting end civile mennesker, og her snakker jeg ikke kun om at slå andre ihjel.Du bliver uddannet i at lappe skudhuller og afsprængte lemmer, i at overleve og pleje dig selv i felten, i at samarbejde – og generelt i hvordan du begår dig under kampforhold. Du accepterer, at du meget vel kan blive nødt til at ofre livet for en af de andre, hvis de altså ikke kommer dig i forkøbet. Og så bliver det selvfølgelig banket ind i hovedet på dig, at soldater handler på problemer i stedet for at snakke om dem.I HÆREN blev disse kompetencer til et instinktivt mindset, der var med til at holde dig i live. Det klæber til dig længe efter, du er stoppet, selv om det som oftest ikke er særlig brugbart ude i samfundet. Men nu brænder verden, og for tusindvis af veteraner, som i årevis har rendt rundt blandt deres civile medborgere og følt sig en smule unaturlige, betyder det, at deres evner igen er brugbare.Faktisk er der lige nu et sted, hvor kampen for frihed er så desperat, at evnerne ligefrem kan være uvurderlige. Det giver enhver gammel kriger lyst til at sadle hesten op og drage ud en sidste gang.